Hvordan bliver litteratur til? Hvor langt skal man gå i kunstens navn? Hvem har retten til at fortælle? Det er nogle af de spørgsmå,l Åsa Beckman stiller i sit selvbiografiske essay, KULTURBØRN.
Bogen gør op med det traditionelle billede af den store, solitære forfatter og forskyder blikket til de omgivelser, der er med til at gøre den kunstneriske skabelse mulig, først og fremmest familien. Familien må ofte fungere som en hjælpetrop, der støtter, beskytter, opmuntrer, bygger op – for at den skrivende skal kunne fortsætte sit arbejde.
Åsa Beckman fletter sin egen historie som kulturbarn – hun er datter af forfatteren Erik Beckman – sammen med andre døtre og sønners beskrivelser af, hvordan det var at vokse op i en familie, hvor alt kredsede om den skrivende forælder. Hvor børnene på én gang blev tilsidesat og ophøjet, og i flere tilfælde udviklede en medafhængighed af berømmelsen i symbiose med deres grandiose forælder.
Den vexcentriske Mann-familie er et gennemgående eksempel i bogen, der også inddrager en række store svenske forfattere og deres børns mere eller mindre uforsonlige opgør med dem.
