På et plejehjem skriver Bitten sine erindringer ned på ternet papir. På en plastikstol mellem viltre brombærranker betragter Henning sine bier. På en sofa med tre puder i ryggen venter Frida på døden. På en kirkegård går Inger rundt mellem gravene og taler med de døde.
I en tid, hvor velfærdsstatens indsatser målrettet de ældste især handler om forebyggelse og behandling, som forlænger livet, udforsker denne bog i stedet de eksistentielle sider af livets uundgåelige afslutning.
Gennem 12 portrætter af mennesker, som nærmer sig eller har rundet de 90 år, kaster bogen lys på en generations håndtering af aldring og død. Vi følger også forfatterens bestræbelser på at forstå, hvorfor mange af de ældste er så stilfærdige i deres omgang med livets afrunding og ofte griner forlegent af hendes spørgsmål.
Stine Grønbæk Jensen er antropolog med en ph.d. i historie og er tilknyttet Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Hun forsker i den erfarede og erindrede velfærdsstat og har blandt andet skrevet Livtag med fortiden. Når børnehjemsbørn erindrer (2022).