Er det overhovedet muligt at finde en fællesnævner mellem Sokrates, Jesus, Martin Luther, Karen Blixen, Henrik Stangerup, François Truffaut, Sartre, Camus, Bob Dylan, David Bowie, Prince og Iggy Pop? Thomas Wivel giver flere svarmuligheder på spørgsmålet i sin kulturelle essaysamling, De visionære provokatører, der ligeledes kan læses som en utvetydig hyldest til det frie ord, den frie tanke og kunstnerisk skaberkraft i almindelighed. Wivel vover pelsen i de personligt vinklede analyser samt kommentarer, der kredser om, hvad det vil sige at være en visionær provokatør. Tanker om den menneskelige eksistens, politisk og religiøst opgør med magthaverne, iscenesættelse af dekadent levemåde og skarp kritik af tidsånden har gennem historien ofte virket provokerende, men samtidig plantet kimen til nye visioner. Sat på spidsen er De visionære provokatører Wivels bud på et kulturpolitisk kampskrift båret frem af hans dybe fascination af enerne inden for filosofiens, litteraturens, filmens og musikkens verden.