Det er en fortælling, som er lagt i munden på Long John Silvers papegøje, altså den, vi kender fra Robert Louis Stevensons Skatteøen, og den er både vildtvoksende, grov, grotesk morsom og grænseoverskridende respektløs. Papegøjen, der i denne sammenhæng kalder sig Duduk, fortæller om sin rejse gennem verden i løbet af nogle hundrede år, der aldrig rigtig lader sig tidsfæste. Den fortæller om sine møder med religion og tilhørende overtro og fanatisme hos både mennesker og dyr, der har talens brug - i en form, der har mindelser ikke bare om Skatteøen, men også om Robin Hood, Frændeløs og Alice i Eventyrland som Kafka, H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr. Det er en fnysende, altomfattende religionskritik; den rammer alle religioner.