At der sker vold i Grønland ligesom alle andre steder i verden, er der ingen tvivl om. Men er det virkelig så slemt i Grønland, som medierne påstår? Peter Sigsgaards studie fra 1977 fortæller, hvordan historierne om vold i Grønland både i medierne og som rygter i samfundet påvirker synet på Grønland både for grønlændere og udlændinge. Hvorfor fortælles disse historier, og er de overhovedet sande? Hvem får noget ud af at fortælle dem, og hvorfor er det så interessant for folk at læse eller høre om vold?
Bogen kan læses af alle, der interesserer sig for Grønland, men den kan også med fordel bruges som undervisningsmateriale på psykologiske, socialpædagogiske og sociologiske uddannelser. Den er en del af et større studie om vold i Grønland udført i 1971-1976.
Peter Sigsgaard (f. 1942) er en dansk forfatter og forsker. Han er uddannet mag.art. i kultursociologi og har i mange år arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark og Afrika med særligt fokus på uddannelse.