Børnene bevægede sig ned ad det smalle stræde mod

åen. Solen skinnede, og de var på udflugt.

Klassen havde taget bussen til byen. Susanne

mente, det var for farligt at cykle. I byens midte

var der mange biler og busser. Desuden kunne

man sagtens gå rundt.

Klassen gik i digterens fodspor, som Susanne

kaldte det. Børnene var ikke helt sikre på, hvad

det betød. Men de var glade for at være på tur.

De var af sted en hel dag, væk fra skolen, og de

havde madpakker med.

De besøgte det lille hus, hvor den fattige dreng

boede. Hans far var skomager og lavede sko.

Familien havde kun en stue, som også var

soveværelse. I stuen havde skomageren sit

værksted.

“Men hvor skulle de så sidde og hygge om

aftenen?” spurgte en af pigerne.

“I gamle dage, når folk var fattige,” forklarede

Susanne, “havde de altså ikke så meget plads

til at hygge.”

Børnene gik ud i en lille gård bag huset. Her

havde den fattige dreng siddet under sin mors

forklæde og kigget på stikkelsbærbusken.

“Hvad leger børn, når de kigger på en stikkelsbærbusk?”

spurgte Mons.

Han forstod ikke det med stikkelsbærbusken.

“Man kan drømme,” sagde Susanne. “Og man

kan digte.”

Det forstod han. Når han lå i sin seng om

aftenen forestillede han sig, at der skete mange

ting i mørket. Det var på en måde at digte, for det

var jo noget han fandt på. Han drømte også nogle

gange de mærkeligste drømme om natten. Men at

drømme ved at kigge på en stikkelsbærbusk, det

troede han altså ikke på.

“Drengen havde en livlig fantasi,” tilføjede

Susanne. “Derfor blev han også en stor digter, da

han blev voksen.”

“Men nu skal vi videre,” råbte hun ud over flokken.

“Vi skal se, hvor drengens mor vaskede tøj!”

Om forfatteren:

Kirsten Mark er lektor, cand.mag. og har undervist pædagogstuderende i mange år. Hun er forfatter til fagbøger om pædagogisk arbejde med børn og debuterer nu med let læselig og spændingsfyldt fiktion, der stimulerer børns læselyst.