Vinden gik gennem marv og ben. Mange af børnene brændte af feber. Nogle af dem faldt omkuld og lagde sig til at sove for evigt. Vi prøvede at holde vores hosten tilbage, så vi ikke lavede støj, da vi gik gennem den åbne eng, men en af de voksne kunne ikke klare det længere og begyndte at hoste. Han faldt til jorden med åndenød. Vi begyndte alle at løbe. I løbet af få sekunder blev vores grubbe spredt af artillerigranater, der eksploderede mellem os, og så satte maskingeværilden ind. De kunne ikke se os tydeligt i mørket, så de sendte bare en regn af kugler mod os. Vi var så trætte, at vi var parate til at give op og bare dø og få fred. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte løbe for Lena, Lars og alle de andre børns skyld.
