Soroosh var ti år gammel, en lille dreng, der lignede en 7-årig. Han var meget mager, og du ville let kunne tælle hans ribben. Han var lav af sin alder, sky og stille. Typisk for ham fastholdt han oplevelser ved at se, lytte og tænke. At tale var ikke noget, han gik op i. Han sov oven på nogle stykker pap på det fugtige og støvede gulv. Hans far ville ikke vende tilbage, bare fordi han stod og ventede ved havnen og blev ved med at være hjemløs for evigt. Hans mor sagde: ”Min kære Soroosh, du er manden i vores familie, og desværre må du tidligt i gang med din opgave i livet. Din far havde ikke planlagt livet for dig på den måde, men det ser ud til, at skæbnen har.”
