Ib Michael, f. 1945 i Roskilde. Debuterede som forfatter i 1970 med romanen EN HIDTIL USET DRØM OM SKIBE. Har efterfølgende skrevet over 30 romaner og rejseskildringer. I 2020, hvor Ib Michael havde 50-års forfatterjubilæum, var han aktuel med romanen SANDHEDEN OM LUCY. Derefter udkom rejsefortællingerne DE SYV REJSER (2021), og i oktober 2022 var Ib Michael aktuel med bogen LOGBOG VED REJSENS AFSLUTNING - en bog om de nære venner, læremestre og åndsfæller, som har formet Ib Michaels liv. En fortælling om at slå følge med andre – langt ud på havet, dybt ind i junglen og helt ind i hjertet. Og om at nærme sig rejsens afslutning og stadig være fuld af drømme.
Mere end nogen anden er Ib Michael eventyrets digter i nyere dansk litteratur. Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf. Der er både dramatiske handlinger og sanseligt billedrige beskrivelser. Samtidig er Ib Michaels fortællinger fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.
Ib Michael har i årenes løb modtaget en lang række priser, bl.a. Otto Gelsted-prisen 1978, Henrik Pontoppidans Mindefond 1987, Weekendavisens Litteraturpris 1989, De Gyldne Laurbær 1990, Kritikerprisen 1991, Søren Gyldendal Prisen 1993, Det Danske Akademis Store Pris, 1994 og Danske Banks Litteraturpris, 2010.
Foto: Søren Solkær, 2020