I den sidste del af På sporet efter den tabte tid er den verden, der i de foregående seks dele har omgivet fortælleren, ved at gå i opløsning. Der er ikke længere nogen Swann, ingen piger i rosenflor, og det nye borgerskab har fortrængt adelen. I Den genfundne tid lukker romansuiten sig samtidig om sig selv. Alle erindringer og erfaringer flyder sammen til et digterisk kald, som i værkets slutning kommer til udtryk i den plan om at opspore den tabte tid, der i mellemtiden er blevet virkelighed i romanen.
På sporet efter den tabte tid afslører sig således som et kunstværk, der samtidig er en teori om kunstværket og om dets tilblivelse.
Trine
28.7.2023
Super sød og velskrevet
For at skrive en anmeldelse skal du download appen