I William Shakespeares nok mest berømte skuespil, "Hamlet", møder vi den unge danske prins, der netop har mistet sin far. En nat bliver Hamlet besøgt af sin fars genfærd, som fortæller, at det er hans bror, Claudius, der har myrdet ham. Claudius har efter sin brors død giftet sig med Hamlets mor og deler nu magten over kongeriget med hende.
Opslugt af et behov for at skaffe retfærdighed for sin myrdede far og at vælte morderen og hans forræderiske brud af tronen begynder Hamlets liv og sind at falde fra hinanden.
Shakespeares klassiker "Hamlet" er ikke bare et medrivende skuespil med et spændende plot. Det tegner også et psykologisk portræt af en kompliceret, dysfunktionel ung mand, der forgæves forsøger at navigere i en verden, hvor intet er, som det burde være.
Skuespillet udkom første gang i 1603. Denne version er oversat af Johannes V. Jensen.
Den engelske skuespilforfatter William Shakespeare (1564-1616) er bredt anerkendt som verdens største dramatiker. Hans skuespil er oversat til alle moderne sprog og bliver opført mere end nogen anden skuespilforfatters stykker. Udover virket som forfatter arbejdede Shakespeare som skuespiller, og han er endvidere en af Englands allerstørste digtere nogensinde. Han står bag 39 skuespil, 154 sonetter og flere andre digte.
Kom i gang med denne bog i dag for 0 kr.
Få fuld adgang til alle bøger i appen i prøveperioden
William Shakespeare (1564-1616) var engelsk digter og dramatiker.
Da han ikke var så kendt i sin samtid, ved man ikke meget om hans opvækst. Han fødtes og døde i byen Stratford-upon-Avon og var gift med den 8 år ældre Anne Hathaway med hvem han havde tre børn. Han ernærede sig først som skuespiller, siden som manuskriptforfatter og instruktør, og var ved sin død en velhavende mand.
Shakespeare er en af de helt store skikkelser i litteraturhistorien, og hans teaterstykker er verdensberømte. Hans popularitet skyldes især hans forståelse for den menneskelige psyke, som ses i de nuancerede personportrætter, og hans evne til at skrive i flere genrer - og blande dem sammen.
Læs mere om William Shakespeare hos Den Store Danske.