Huset

Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg blev født 1931 i København. Foruden at være landets ubetinget mest producerende forfatter (i omegnen af 250 titler) var Klaus Rifbjerg desuden en stærk røst i samfundsdebatten. Klaus Rifbjerg døde 4. april 2015. Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtsamlingen UNDER VEJR MED MIG SELV. Med en usædvanlig sensuel iagttagelses- og erindringsevne har Klaus Rifbjerg kunnet fastholde skiftende tiders stemninger og skildre mangfoldige miljøer i ind- og udland. I Klaus Rifbjergs første roman, DEN KRONISKE USKYLD fra 1958, fortæller en gymnasielev om de unges problemer med de voksne – og med at blive voksne. I de følgende bøger har Klaus Rifbjerg ubesværet bevæget sig mellem aldersklasserne. Hovedtemaer i Klaus Rifbjergs bøger tæller ikke mindst kønsroller som i MÆND OG KVINDER fra 1982 og kampen for den frigørelse, der ligger ligefor, og som dog er så fjern, fx i BORTE TIT fra 1989. Civilisationskritikken ligger især, og ikke særlig skjult, i personkarakteristikken hos Klaus Rifbjerg. Der var en ny frimodig tone i Klaus Rifbjergs debutdigte; den moderne omverden blev erobret af poesien i den skelsættende KONFRONTATION fra 1960. I CAMOUFLAGE fra 1961 foretog Klaus Rifbjerg en art dybhavsekspedition i psyken i et sprængt og sprælsk ekspressionistisk sprog. En ny enkelhed blev introduceret med Klaus Rifbjergs AMAGERDIGTE fra 1965 med inspiration fra barndommens ø. Klaus Ribjerg var skrivende til det sidste, og flere bøger er udgivet efter hans død. Foto: Klaus Holsting, 2011