(1)

Sommerdrenge

lydbog & e-bog


Sommerdrenge foregår over en sommer i en lille dansk strandby. Kille plejer at være en af drengene, men denne sommer er anderledes; hun mærker det i sin krop og i drengenes blikke på hende. Kille kigger på sig selv, som hvis hun var en anden. Hun ser sin krop. Hun spejler sig. Hun gør, hvad hun har set andre piger gøre. Hun mærker, hvad drengenes blikke gør ved hende. Sammen med Anna kigger hun på drengene. En efter en, dag efter dag. Sommerdagene er lange, sommerdagene smelter sammen, de er én lang dag. Sommerdrengene smelter sammen, de er hænder og hud og hår, de er én dreng.

Sommerdrenge handler om torden, øl og drenge. Om at bade i solen. Om ikke at være den samme som man var sidste sommer og alligevel aldrig at have været mere sig selv.

Pressen skrev:

»Sommerdrenge er en realistisk, stilfærdig, lyrisk og sprogligt innovativ fortælling … Selve fortælleformen afspejler det sommerligt lette, men samtidigt dybt alvorlige, der er over denne udgivelse … Bogen anbefales varmt til børn og unge på skolens mellemtrin og på ældre klassetrin på grund af den fine, søgende, undersøgende og følsomme måde disse svære emner er beskrevet på.« - Søren Fanø, Bogbotten.dk

»Rebecca Bach-Lauritsens fortæller overbevisende og solidarisk om, hvor forfærdeligt og fantastisk det er, når kroppen lige pludselig beslutter sig for at forandre sig … der sker lige så meget spændende i denne lille korte bog på blot 96 sider, som der gør i samtlige teenageår.« - Anita Brask Rasmussen, Information

»Jeg selv blev ret hurtigt fanget ind i bogens stemning, og den fik mig til at tænke både på min egen pubertet og mine døtres. Minder om de der lange, småkedelige somre, hvor man dasker rundt og venter på, at noget skal ske. Kille og Anna finder en ulåst knallert, og så sker der noget! … Bogen skal formidles til unge læsere, den hører til de bøger, de sjældent vælger selv, men fx i hænderne på en dygtig dansklærer kan der også komme meget ud af den.« - Elisabeth Bennetsen, Lektør

»Man kan mærke uroen i hele bogen, den uro, der er i krop og sjæl, når man er ved at blive voksen og alle følelserne og hormonerne kører rundt i kroppen. Bogen er skrevet i kortprosa, små korte afsnit på hver side, hvor der ligger meget mere mellem linjerne. Bogen kan læses på flere plan og ad flere gange.«

- Anne Birgitte Hundahl, Litteratursiden.dk

»Der findes øjeblikke i livet, som på samme tid er private og almenmenneskelige. Som det første samleje, hvor barndommen med ét skilles fra ungdommen. Dét øjeblik kredser Rebecca Bach-Lauritsen om i sin fine, fint sansende ungdomsbog … Rebecca Bach-Lauritsen lykkes i det hele taget med at skrive smukt, nærværende og ikke mindst troværdigt om de to piger og deres ventetilstand. Det er en kunst, man ikke skal undervurdere.« ***** - Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

»En stor læseoplevelse af meget høj litterær karat.« - Kulturnyt på P1