"Hvor noget holder op, og dets modsætning begynder. Hvor overgange finder sted, og grænserne flyder. Hvor en forestilling ophører med at give mening, og pladsen må overlades til mysteriets realitet - dér opererer Klaus Rifbjerg i sine nye digte ... I dette mellemområde hører digte naturligt hjemme, ja, vi har netop brug for digterne til at huske os på, at det findes." - Erik Skyum-Nielsen, Information.
"Rifbjerg husker her i en stribe digte, hvoraf de fleste er tæt på det perfekte, enkelte fuldkomne i deres klare, prunkløse, på en gang ædruelige og dog så hjertelige tonefald. Godt, han digter, når han digter så godt!" - Johs. H. Christensen.
Terrains vagues er et stykke Rifbjerg-lyrik, der rummer al den hudløse sensibilitet, vitalitet og sproglige rebelskhed, som man kender fra forfatterskabet. Stærkest i samlingen står en række erindringsdigte fra barndommen, der bringer mindelser om det ypperste, der er ydet inden for denne genre på dansk, nemlig Amagerdigte fra 1965.
