Der er ikke meget familieidyl at spore i Meghan D. Jakobsens debutroman: Moderen har travlt med at realisere sig selv, og datteren må stort set klare sig selv. Det er nu også ok, for hun har sine venner: koen, dukken Kajl og Othello med det viltre hår og det pæne porcelæn. Og så går hun i skole hos homoamanerne, som synes det er meget forkert at hun allerede kan læse, og ihærdigt forsøger at rette op på ubalancen i hendes liv.
Så møder moderen Manden og får endnu et barn. Og da Manden flytter igen, går det helt galt derhjemme. Moderen ligger mest i sengen, og lillebror sidder bare og rokker i stedet for at opføre sig som et almindeligt barn.
Trods er en usædvanlig roman om 68’er-generationens altoverskyggende behov for selvrealisering. Om himmelråbende omsorgssvigt og om, hvorfor nogle børn bukker under mens andre klarer sig – på trods af omstændigheder.
