I Skvatmand – breve til mit yngre jeg leverer Gunnar Langemark et forsvar for den uperfekte og sammensatte mand, der ikke altid lever op til kravene om at kunne klare al modgang, men også kan påtage sig ansvaret for sit liv og udvikle sig som et voksent menneske, der samtidig accepterer sig selv som til tider utilstrækkelig og med behov for andres hjælp.
Der er brug for, at mænd accepterer, at den moderne tilværelse i vor tids samfund kræver nuancerede mennesker med en personlig spændvidde, som omfatter andet og mere end at kunne ‘mande sig op’ og ‘finde sin indre kriger’.
Brevene varierer fra det konfronterende og kritiske til det konstruktivt kærlige, i håb om at hans eget køn i langt højere grad træder i karakter og definerer sig selv på egne præmisser, blandt andet ved at forholde sig til sin indre skvatmand.
