”Kan I så huske dengang jeg kastede Marie af, fnisede Bøvling, – nu snakker hun aldrig om andet. Åh jeg har så ondt i ryggen, åh jeg har så ondt i albuen.
De andre vrinskede, Bøvling var så god til at parodiere Marie.
- Hun er øm i skindet, sagde Lotto, – det er godt hun ikke rider på mig.
Så kom de til at snakke om mennesker i al almindelighed, for hvad skulle de ellers få tiden til at gå med. De snakkede om hvor mærkeligt de opførte sig.”
Ponyerne på rideskolen har én fælles drøm: at slippe væk fra rideskolen og de børn, der er så dårlige til at ride, at de kun må ride på ponyer. Ponyerne gider slet ikke have de børn siddende på ryggen! De vil ud og løbe frit i naturen og hygge sig. Da det en dag lykkes dem at slippe væk, står de imidlertid med et stort problem: Hvad skal de egentlig bruge deres frihed til?
”Mig littel ponni” er en sjov og hyggelig børnebog om livet på en rideskole set fra ponyerne synspunkt. Bogen udkom første gang i 1994 og er skrevet til børn fra 9 år og opefter.
Den danske forfatter Bent Haller (f. 1946) er oprindeligt uddannet som maler og grafiker fra Det jyske Kunstakademi, men har desuden skabt sig en spændende karriere som forfatter. Bent Haller debuterede som forfatter, da han i 1972 vandt forlaget Borgens konkurrence for den bedste samfundskritiske ungdomsroman med romanen ”Katamaranen”. Bent Hallers forfatterskab favner bredt og rummer både børnebøger, ungdomsromaner, digte og voksenbøger.













