”Ved søen i tusmørket
når lydene blev lange
lod vi os sænke ned
under vandets spejl
vores drengede kroppe
vores svulmende hjerter
i dyndet på bunden
hvor lyset aldrig nåede ned
blev vi liggende
med trykken mod trommehinderne
så længe ilten rakte”
”Telegrammer fra bunden af Ørnsø” fra 2024 består af sanserige og stemningsmættede digte, der kredser om sorg, erindring og forholdet til fortiden. Mange af digtene udspiller sig på bestemte steder i Danmark, og særligt egnene omkring Himmerland og Silkeborg bliver skildret i bogen.
Tommy Heisz (f. 1975), dansk forfatter, digter og journalist, står bag en lang række dokumentariske bøger, digtsamlinger og biografier. Han har blandt andet skrevet bøger om den spanske syge og om de største kvindelige danske svømmere i 1930’erne. Tommy Heisz er medvært på podcasten Vild Historie sammen med historiker Simon Kratholm Ankjærgaard.











