I og for sig er der ingen, der holder af at se sig eget skelet, skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lÄ og sÄ pÄ, hvordan hans fod gik i forrÄdnelse, og kÞdet faldt af tÊerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvÊggen med en mejsel formet af sit eget lort.
Men var det rigtigt, eller var det en af de skrÞner, han altid blev beskyldt for at finde pÄ? Var han lystlÞgner, eller beskrev han verden, som han sÄ den? Stor, forunderlig, farverig?
"Petersuaq" kaldte grĂžnlĂŠnderne ham. Store Peter, for han lĂŠrte sig deres sprog, levevis og tankegang, og han giftede sig blandt dem. Og han beskrev dem, som de var, uden sentimentalitet, uden forskĂžnnelser.