Marcel Prousts udødelige mesterværk På sporet efter den tabte tid er en fascinerende vandring i erindringens labyrinter. Værket er på en gang historien om en vordende kunstner og en storstilet samfundsskildring, der tegner et portræt af det franske borgerskab og aristokrati i tiden omkring århundredeskiftet.
I Sodoma og Gomorrha, fjerde del af Marcel Prousts romansuite På sporet efter den tabte tid, er perspektivet forlagt fra den aristokratiske Guermanteskreds til den borgerlige Mésèglisekreds. Men ligesom i Vejen til Guermantes brister fortællerens illusioner: Borgerskabet viser sig at være lige så store hyklere som den rivaliserende adel.
I Sodoma og Gomorrha indleder fortælleren sit stormfulde forhold til Albertine. Men der gives også andre fængslende skildringer af kærlighedslivet, ikke mindst af dets skyggesider: I kølvandet på baron de Charlus og skrædderen Jupiens homoseksuelle forhold afsløres de elskende i romanen som børn af Sodoma og Gomorrha.
Sodoma og Gomorrha er indlæst af Fjord Trier Hansen i 1995
