“Engang var der trøst at hente i, at selv om man blev bundet på mund og hånd, så kunne man ikke binde ånd. I dag er vi ved at blive bundet på en anden måde, hverken på mund eller hånd, men på dette at sproget endimensionaliseres, og der ikke længere synes plads til særsprogene, dersom de ikke er videnskabelige. Det poetiske sprog og det religiøse sprog er trængt som aldrig før. Her i disse særsprog var der en selvfølgelig plads til ånd. Det har blandt andet den konsekvens, at en række fænomener og livsytringer, hvor videnskabelige vokabularer passer som en sko på en hånd, savner sprog. Ikke mindst gælder det menneskenes følelser og sansning samt i højeste grad menneskenes eksistentielle forhold.”

“Engang var der trøst at hente i, at selv om man blev bundet på mund og hånd, så kunne man ikke binde ånd. I dag er vi ved at blive bundet på en anden måde, hverken på mund eller hånd, men på dette at sproget endimensionaliseres, og der ikke længere synes plads til særsprogene, dersom de ikke er videnskabelige. Det poetiske sprog og det religiøse sprog er trængt som aldrig før. Her i disse særsprog var der en selvfølgelig plads til ånd. Det har blandt andet den konsekvens, at en række fænomener og livsytringer, hvor videnskabelige vokabularer passer som en sko på en hånd, savner sprog. Ikke mindst gælder det menneskenes følelser og sansning samt i højeste grad menneskenes eksistentielle forhold.”