Digtsamlingen foregår i en vekselvirkning mellem erindring om mennesker, der er trådt ud af verden, og den stilstand, som døden er. Døden kobles sammen med det liv og samfund, som fortsætter ufortrødent. I sorgens rum er der plads til håbløshed og til tider lys og humor, når jeget bevæger sig gennem verden til fods, i toget, med færgen og på cykel. Formen er ofte enkel, tilstanden fortættet og stemninger væver sig ind og ud af hinanden gennem samlingen.

Daniel Boysen har taget fotografier til samlingen, som fortæller en sideløbende historie og understøtter tematikker som lys, samling og splittelse - uden at være 1:1 med ordene. Fotografierne markerer desuden overgangen mellem forskellige steder og tilstande i samlingen.