”Jeg navigerer
efter striber af lys
men de flytter sig
hver gang jeg nærmer mig
Jeg higer
efter glasgrønne dage
men de stiger som dis
forsvinder
som luft
i en verden
hvor alt er vand”
Digtsamlingen ”Træer der ligner mennesker” fra 2014 tager os med ud i skoven og ind i menneskesindet og stiller os ansigt til ansigt med naturen. De skæve, eksistentialistiske digte - skrevet i en mundtlig tradition - udspiller sig i spændingsfeltet mellem mennesket og naturen, det indre og det ydre og alt derimellem.
Tommy Heisz (f. 1975), dansk forfatter, digter og journalist, står bag en lang række dokumentariske bøger, digtsamlinger og biografier. Han har blandt andet skrevet bøger om den spanske syge og om de største kvindelige danske svømmere i 1930’erne. Tommy Heisz er medvært på podcasten Vild Historie sammen med historiker Simon Kratholm Ankjærgaard.











